Elsker du at fotografere mennesker?
Arbejder du med portrætfotografi eller modelfotos?
Vi i snart 30 år arbejdet med, og specialiseret os i at lave billedfortællinger om mennesker. Gennem reportagefotografi, portræt og personlige fotoprojekter.
Da vi startede med at undervise i fotografi for mange år siden og da vi startede fotoskolen Theilgaard Academy med kurser og workshops, var det for at dele al den viden som vores lange erfaring har givet os.
Vi har haft mange elever og kursister igennem vores uddannelser og workshops, og kender bedre end de fleste, alle de udfordringer du som fotograf står med hver dag. Uanset om du er glad amatør, begynder eller har været uddannet i mange år. For efteruddannelse og ny inspiration er for alle!
At blive en dygtig fotograf handler om uddannelse og øvelse, og er ikke noget du kan læse dig til eller se på youtube. Men derfor er det alligevel altid godt med nogen gode fif fra de professionelle.
Vi har derfor samlet nogen få af vores bedste tips til hvad du kan gøre hvis du vil blive en bedre portrætfotograf, og hvad du med fordel kan øve dig på. Og også et par tips til hvad du skal passe på med.
Tip nr 1
Forberedelse og forventningsafstemning
Det der starter godt, ender godt. Og omvendt. Det gælder i høj grad portrætfotografering. En af de værste (og mest almindelige) fejl du kan begå er ikke at lave klare præcise aftaler med din model. Hvad skal billedet bruges til? Hvornår fotograferer vi? Hvor lang tid? Hvad skal der ske? Hvad skal medbringes? Tøj, ekstra sko?
Lave tydelig aftaler, opsumer og få bekræftelse på mail og tjek både dagen før og på selve dagen at de har husket det og der ikke er kommet noget i vejen.
Og sørg for selv at forbered dig godt. Du skal have 100% styr på kamera, objektiver, batterier, hukommelseskort, lys og setup i god tid. Og skriv ned. Selvom vi har fotograferet professionelt i 30 år, har vi altid en seddel i baglommen med en køreplan for fotograferingen, info om modellen, og ideer til billeder og teknikker vi måske kunne arbejde med.
Meget ofte bruger vi også google maps og apps til bestemme solens position som en del af vores forberedelse inden vi skal fotografere på lokation.
Det er svært at lave gode billeder, og der er utrolig meget at holde styr på ved hver fotografering. Så derfor gælder det om at tage højde for alt det vi faktisk kan få styr på inden modellen ankommer eller vi selv tager ud på lokation.
Det lyder måske simpelt og indlysende, men det er også her vi ser rigtig mange springer over hvor gærdet og lavest.
Tip nr 2
Brug din tid rigtigt (og sørg for at have nok af den)
Fotografering handler om at gøre de rigtige ting i den rigtige rækkefølge. Som professionelle følger vi ganske bestemte processer og metoder uanset hvor forskellige jobs vi laver. Og vi ved, og det har du måske også erfaret, hvor lidt man egentlig når at lave, uanset om du har kvarter eller 2 timer.
Så vores første opgave er at sikre så meget tid med modellen som muligt. Den næste er at forberede så meget som muligt på forhånd og den sidste ting vi skal sikre os er at vi bruger tiden med vores model rigtigt. Og her drejer det sig om at have is i maven og skynde sig langsomt. Det er tiden op til og efter fotograferingen du skal koncentrere dig om. Så hvis vi har en time til en fotografering, skyder vi måske kun i 10-30 min og bruger resten af tiden til at snakke, tænke, mærke efter og få vores model til at slappe af.
Tip nr 3
Lad være med at vise billeder undervejs
Som udgangspunkt viser vi aldrig billeder undervejs. De fleste har ingen mulighed fot realistisk at vurdere hvad du viser dem af råfiler bag på dit kamera, og det forstyrrer processen. Kort sagt: der kommer aldrig noget godt ud af det.
Tip nr 4
Du fotografere med øjnene, ikke med kameraet
Du skal vænne dig til at lade være med at ”chimpe” på dit kamera. Du kan kun bruge dine øjne til at vurdere hvordan din model sidder, ser ud, har det, og hvordan lyset ligger. Når vi bruger flash indstiller vi derfor altid lampen med pilotlyset.
Hvis du ikke kan se med dine øjne om billedet bliver godt eller dårligt kan dit kamera heller ikke hjælpe dig. Den eneste måde du bliver en bedre fotograf på er du lægger kameraet og bruger dine øjne i stedet.
Tip nr 5
Pas på din skudhøjde
Din skudhøjde i forhold til din models øjenhøjde er den ene faktor som mere end noget andet definere det færdige udtryk i dit billede. Det er derfor det vigtigste og første vi tager stilling til.
Du kender udtrykket ”at være i øjenhøjde” og det er præcis det vi taler om her. Hvis vi skyder så kameraets akse er i højde med øjenbryn på modellen får vi et ”neutralt” udtryk. Og hvis vi skyder nedefra og op kommer modellen til at virke ophøjet eller måske arrogant. Og det modsatte hvis vi skyder oppe fra og ned. Så virker portrætpersonen som udgangspunkt underlegen eller svagere. Det er 3 grundpositioner du arbejder ud fra, og noget du ALTID skal tænke over.
Derfor er det også helt nødvendigt at have en lille skammel eller kasse med på alle optagelser.
Og pas på med hagen. Sørg for at du ikke skyder for meget op under folks hage.
Tip nr 6
Brug den rigtige brændvidde
Der er selvfølgelig ingen regler hvilke objektiver du bruger. Men valg af brændvidde handler primært om perspektiv. Ikke om afstand. Til det brug har vi et helt andet værktøj, nemlig vores fødder.
Du har måske hørt udtrykket at det er godt at bruge ”en kort tele” til portrætter. Det er fordi at det let komprimerede perspektiv giver et naturligt og flatterende udtryk når vi ser et ansigt på en skærm eller et fladt stykke papir.
Det du skal passe på er at jo længere brændvidde du bruger, jo mere får du trukket baggrunden frem og op i hovedet på beskueren af billedet, hvilket kan virke meget forstyrrende, også selvom baggrunden er uskarp.
Tip nr 7
Pas på baggrunden
Når vi giver billedkritik og evaluering ser vi hvordan dårlige baggrunde er den ene ting som smadrer flere ellers gode portrætter end noget andet.
Så uanset om du fotografere i studie, på location eller laver reportage, så pas på baggrunden. Når vi laver portrætter i miljø er det ikke usædvaneligt at vi bruger mere tid på at finde den rigtige baggrund end på selve fotograferingen. Du skal tænke som en scenograf som laver en teaterscene og først når scenens elementer er på plads, bringer du modellen ind det rigtige sted.
Overordnet set er der 2 måder at bruge baggrunden på. Enten er den en del af billedet (vi siger den er integreret med hovedmotivet og vi bruger den ”aktivt”) eller også er den, netop, i baggrunden og påkalder sig ikke unødig opmærksomhed. Små antydninger er rigeligt for at etablerer tid sted og stemning.
Du skal spørge dig selv. Hvad tilfører baggrunden og dets elementer mit billede?
Pas på vindueskarme og linier bag modellens hoved. Og pas på lyse områder i baggrunden som trækker opmærksomhed.
Hvis du vil fjerne opmærksomhed fra baggrunden kan du gøre det på flere måder.
Du kan bruge en medium vidvinkel objektiv, for eksempel en 28mm eller 35mm på full frame kamera til at ”skubbe” baggrunden tilbage så den bliver mindre eller du kan bruge en kort tele til at isolere dit motiv og gøre baggrunden uskarp. Du kan også arbejde med lys og mørke til at skabe isolation og fokus omkring din model.
Tip nr 8
Brug stativ
Det er ikke længere så moderne at bruge stativ men det har en masse fordele. Specielt hvis du har mulighed for at bruge et søjlestativ i fotostudie hvor du nemt kan regulere højden.
Der er mange fordele ved at bruge stativ. Dels tvinger det dig til at forholde dig til din skudhøjde og vælge den ”rigtige” højde, dels slipper du for at rende rundt med kameraet i hånden og lægge det alle mulige steder. Det giver ro og bedre overskud til at være sammen med din model.
Husk at du fotografere med øjnene. Ikke kameraet. Lys, positionering, scenografi, personinstruktion – alt det skal være på plads. Først når alt går op i en højere enhed og øjeblikkeligt er der, trykker du på knappen.
Og så tager du selvfølgelig kameraet af når du skal arbejde dynamisk og frit.
Tip nr 9
Arbejd med forskellige energier
Hvis du altid fotografere med samme energi på samme måde får du altid de samme billeder. Det gælder al fotografi, men i særdeleshed portrætter. En klassisk fejl er at du står mere eller mindre samme sted under hel din session, og skyder og taler på modellen non stop.
Portrætfotografi er en dans og en udveksling af energi. Du er en ligeså stor del af det system og den scene som du sætter op, som din portrætmodel. Vær stille, råb højt, bevæg dig, vær fysisk med din model. Brug dig selv, spejl din model. Prøv ting og se hvad der sker. Du kan ikke stå bag kameraet og snakke og tænke dig til gode billeder. De kommer kun hvis du tør kaste dig ud i dansen og se hvad der sker.
Tip nr 10
Brug altid pilotlys eller indstillingslys
Vi anbefaler altid at du bruger en studieflash med pilotlys eller model light når du skal lære at lave portrætter. Det er næsten umuligt at indstille lyset uden at du kan se med dine øjne hvad der sker. Først når du har arbejdet i mange år med indstillingslys når du et punkt hvor du begynder at kunne forudse hvad der sker når du sætter din lampe på en bestemt måde. Så selv den billigste brugte flashhoved med pilotlys du køber brugt er derfor enhver moderne speedlight fuldkommen overlegen uanset pris.
Tip nr 11
Pas på med tøj og smykker og briller
Det er utrolig svært at sørge for at din model har det ”rigtige” tøj på. På den ene side skal vi passe på at det ikke ”støjer” for meget, på den anden side skal vi heller ikke fjerne folks personlighed ved at tage det hele af, eller give dem noget på de aldrig ville gå med.
Tricket er at afkode hvad der er deres ”stilkerne” og udfra det opbygge et look som klæder både personen og billedet. Så sørg for at at de tager noget forskelligt med og vær ekstrem specifik. En sort skjorte er ikke bare en sort skjorte.
Husk også at jo tættere du kommer på ansigtet jo mere ”fylder” smykker og mønstre i vores samlede oplevelse af billedet. Som tommelfingerregel gælder at når du laver helfigur eller halvtotal portrætter kan du slippe af sted med at lave nogen ”vildere” total kompositioner af tøj smykker krop og ansigt.
Tip nr 12
Mennesker ser ud som de har det
Det er hele hemmeligheden og her personinstruktionen kommer ind i billedet.
Hvis du beder folk om at se ud på en bestemt måde bliver det næsten altid uautentisk, distanceret og overfladisk. Den absolut eneste måde at få et autentisk udtryk på, er hvis din portrætmodel er i den følelse du ønsker at vise.
Derfor arbejder vi altid meget bevidst med at føre folk ind og ud af forskellige følelsesmæssige rum og tilstande og får dem til at forstille sig ting. Som udgangspunkt skal du lære at arbejde i de tre rum vi kalder kommunikationsrummet, forstillingsrummet og erkendelsesrummet.
Personinstruktion virker umiddelbart simpelt men den praktiske udførelse er et ekstremt kompliceret håndværk som det tager mange år at mestre. Helga Theilgaard har som en af de eneste fotografer i verden udviklet et sofistiskeret system i person instruktion som er en kernerne i vores undervisning på Theilgaard Academy.
Tip nr 13
Det er dig som er eksperten
Kunden kan have en mening, men det handler i sidste ende om hvad skal billedet kunne og her er DU eksperten. Hvad skal det bruges til, hvad er formålet, hvilke værdier og stemninger skal vi kommunikere? Det er DEN dialog du skal tage med din portrætperson inden fotograferingen går i gang. Ikke HVORDAN opgaven løses fotografisk. Hvis den du fotografere har meget bestemte ideer og holdninger til specfikke forhold omkring fotograferingen, skal du selvfølgelig tage dialogen med dem. Og derfor skal du være klædt på til at forklare dem hvorfor det måske er en god eller dårlig ide at følge deres ideer.
Tip nr 14
Lad være med at fokusere på resultater – fokuser på proces
Vi plejer at sige at du ikke kan lave gode billeder, kun gode processer. Lad være med at tænk for meget over det færdige resultat mens du fotografere, men fokuser på at have gode metoder og følge gode processer. Så kommer resultaterne.
Det er også sådan du udvikler dig som fotograf. Ikke ved at forsøge at lave bestemte billeder, men ved at undersøge nye måder at arbejde på. Et andet kamera, et andet format, lav nogen ”dogmeregler” for dig selv og prøv at se hvad der sker når du følger dem i en periode. Giv dig selv små afgrænsede opgaver og løs dem så godt du kan, men prøv at glem at du skal lave ”gode billeder”. For paradoksalt nok er det typisk din egen iver efter at få resultater og være en ”dygtig fotograf” som spænder ben for din udvikling. Du kan ikke sidde hjemme ved computeren og tænke dig til at blive en bedre fotograf. Du skal ud af din komfortzone, udfordre dig selv og så se hvad der sker. Jeg garanterer dig for at du vil blive positivt overrasket!
Hvordan bruger dagslyset bedre til at lave portrætter både udendørs og indendørs
Hvordan du slipper af med nervøsiteten når du skal lave portrætter – både for dig og din model
Hvordan du laver bedre studieportrætter med bare en flash lampe
Alle vores bedste tips portrætfotografering
Theilgaard Academy tilbyder fotokurser på alle niveauer, både for dig som er amatørfotograf, professionel eller dig som arbejder med kommunikation eller content creation og SoMe og gerne vil have nye kompetencer indenfor portrætfotografi.
Hvis du vil undervises af 2 af Danmarks bedste portrætfotografer, på Danmarks eneste dedikerede uddannelse i portrætfotografi så har du chancen. Master in Portrait Photography starter nyt hold op april 2025. Læs mere og tilmeld dig ved at klikke på linket herunder, eller se vores andre populære workshops i fotografi.
Jeg er billedkunstner og fotograf og har igennem de seneste 15 år stået bag en række markante landsdækkende udstillinger og bogudgivelser – senest med udstillingerne "I´m here now " og “De Rodløse – vi der er tilbage”.
Derudover arbejder jeg med formidling i kunst og fotografi gennem workshops og foredrag og har hjulpet hundredvis af professionelle, selvstændige og spirende fotografer med at definere deres fotografiske sprog og få succes med deres billeder.
Jeg er uddannet hos Fotograf for Hendes Majestæt Dronningen Rigmor Mydtskov, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana og European Film College.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på
helga@theilgaardacademy.com eller
telefon 26 84 40 43
Jeg er fotograf og billedbehandler og Adobe Certified Expert i Photoshop.
Jeg er uddannet fotojournalist og har arbejdet som fotograf i over 20 år for magasiner, forlag og virksomheder.
Sideløbende hermed har jeg specialiseret mig i efterbehandling og retouchering af portrætter og finishing af fine-art prints til museer og udstillinger. Derudover arbejder jeg med egne værker.
Jeg har igennem en årrække undervist på bl.a. Fatamorgana, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole og Fotografuddannelsen under KTS.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på
michael@theilgaardacademy.com eller
telefon 31 79 94 79